Han tager to uddannelser i et hug

10.02.2015, af Cathrine Huus
Fysio

Mark Ebbesen læser til fysioterapeut. Og osteopat. På én gang.
Det stiller store krav til ikke bare ham selv, men også en forstående studiegruppe.

Foto: Claus Sjödin

Underviseren griber et skelet og lægger det til rette på en behandlerbriks, inden han demonstrerer dagens lektion.
- Let’s focus on this. You might have seen manipulations on the spine before? Den belgiske underviser spørger ud i kredsen af studerende i klasseværelset. Det er søndag, udenfor siler regnen, og blæsten suser om hushjørnerne. Her, indenfor på Professionshøjskolen Metropol i København, er luften tyk og varm af koncentration.
Dagens emne er bækkenet, og de tyve unge er i fuld gang med 7. lektion på osteopatuddannelsens første år. Overskriften på dagens lektion er Ilium, outflare lesions. De studerende skal lære, hvordan man roterer og manipulerer et fastlåst bækken.
En studerende skifter plads med skelettet, og underviseren trækker med et kompliceret greb kroppen op imod sig, så den nærmest hænger ud over briksen. Så anbringer han albuen i livet, og laver et dybt tryk. Kroppen giver et ryk. - Now, let´s do it all together!

Organismen som helhed

De studerende fordeler sig to og to på klasselokalets brikse. En af dem er Mark Ebbesen, 25 år og studerende på tredje år på fysioterapeutuddannelsen. Siden september 2014 har han samtidig læst til osteopat, en deltidsuddannelse, som varer fem år. Undervisningen foregår på Professionshøjskolen Metropol i København, hvor belgiske lærere bliver fløjet ind i weekenderne. Al undervisning er på engelsk, og der er konstant prøver og eksaminer. Samtidig passer Mark Ebbesen sit studiejob på en klinik i Næstved 25 timer om ugen. Det betyder, at Mark bruger al sin tid på de to skoler og sit deltidsarbejde. Uddannelsen til osteopat er nemlig privat, og Mark Ebbesen skal selv afholde udgifterne.

Osteopati

Ordet osteon betyder knogle eller ben. Behandlingsformen blev grundlagt af den amerikanske læge Andrew
Taylor Still i 1882. Osteopati er en medicinsk videnskab, og uddannelsen til osteopat er baseret på traditionelle medicinske fag som anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik, embryologi og patologi. En osteopat undersøger og behandler kroppen som et sammenhængende organ, hvor alle strukturer kan påvirke hinanden. Derved identificerer osteopaten ofte dysfunktioner mellem led, muskler, bindevævet, nervesystemet og kredsløbet. I Danmark er der ca. 50 osteopater.
- Jeg følte mig helt klar til det. Og vi var kommet til et sted i fys-uddannelsen, hvor der er mange skriftlige opgaver, og så kan du miste mange af dine manuelle færdigheder. På denne her måde kan jeg bruge det, jeg lærer, i praksis.
Ideen til at blive osteopat kom netop fra Mark Ebbesens studiejob på Næstved Rygcenter, hvor han har arbejdet i to år. Klinikken er ledet af fysioterapeut og osteopat Hans Andersen, som er tidligere formand for Danske Osteopater og underviser på osteopatuddannelsen. Mark Ebbesen blev inspireret af hans anderledes tilgang til patienterne.
- Det er en anden måde at se patienten på, frem for kun at behandle det område, hvor skaden er. Som osteopat går man mere i dybden. Man ser også på nervesystemet, organerne og indvoldene, de har hele kropsbilledet, hele mennesket med. På den måde kan man give patienten en bedre behandling.

Farlige teknikker

Mark Ebbesen og hans træningsmakker Viktor Johansen er klar ved briksen. Viktor skal være forsøgskanin. Mark forsøger at udføre de samme bevægelser, som læreren viste. Viktor trækker vejret dybt ind og ser en kende nervøs ud.
- Det spænder ved bækkenet, siger Viktor Johansen.
- Det er fandeme avancerede ting, siger Mark Ebbesen, som har fået blussende røde kinder. De to bytter plads. Viktor Johansen trækker sine lange bukser på. Nu er det Marks tur til at ligge på briksen. Viktor drejer Mark en halv omgang, og trækker ham op imod sig. Han lægger albuen på Marks liv og gør klar til at trykke.
- Tag en dyb indånding.
- Ikke der, længere oppe. Argh!
- Er du okay?
- Jo tak. Skal vi ikke lige have lidt hjælp til den? De studerende samles igen om læreren.
- Be proud, stand up straight, siger han igen og igen, mens han endnu en gang viser, hvordan man vrider patienten. Kropsstillingen er vigtig, når man skal vende og dreje et helt menneske.
Viktor og Mark prøver igen. Mark vipper Viktors ben i en retning, som ser meget akavet ud. Han sætter sine fingre ind i smilehullerne på ryggen af Mark og søger den 2. ryghvirvel. Så bevæger han hånden et trin ned.
- Når jeg er her, så ved jeg, at jeg har fat i bækkenet. Det kan være farligt. Man skal helst ikke få vredet nede ved diskussen. Det er ikke, fordi man skal bruge rigtig mange kræfter; det er ren teknik, og man lærer jo at bruge sin kropsvægt, så man får isoleret lige præcis de to knogler, man vil have trykket i forhold til hinanden. Hvis man rammer forkert, kan der ske en del ting, særligt når man har med ryggen at gøre. Man skal være meget varsom.
- Det føltes næsten rart denne her gang. Der skete noget. Yes! siger Viktor Johansen.

Rytmen i hovedet

Det er blevet tirsdag eftermiddag, og Mark er taget på sit arbejde på klinikken i Næstved. På briksen i det lille behandlerrum ligger Dorthe Jacobsen, som har opsøgt Mark pga. smerter i kæben efter et slag på hovedet for to år siden. Mark Ebbesen står for enden af briksen, dybt koncentreret. Hans hænder hviler på Dorthe Jacobsens tindinger og omkring baghovedet. Umiddelbart ser det ud, som om de ligger helt stille. Man kan hverken se hænderne trykke eller massere.
- Men jeg kan mærke det, siger Dorthe Jacobsen.

Hvordan bliver man osteopat?

Uddannelsen er femårig og foregår på Professionshøjskolen Metropol i København. Undervisningen afvikles over 10 fulde weekender hvert semester. For at blive optaget på uddannelsen skal man enten være
fysioterapeut, kiropraktor eller læge. Mark Ebbesen fik dispensation for reglerne, fordi rektor for osteopatskolen vurderede, at Marks faglige kvalifikationer var gode nok til at følge studiet. Det er muligt at læse til osteopat på fuld tid på skoler i Sverige, England, Italien og Belgien. I Danmark er det den belgiske skole IAO, som står for undervisningen, som koster 404 euro pr. måned.
Selvom Mark Ebbesen ikke er færdiguddannet, bruger han nogle af de teknikker, han har lært på osteopatskolen, i sit arbejde på klinikken i Næstved. Med stor forsigtighed.

- Der er nogle ting jeg ikke må, også fordi jeg stadig er fys-studerende. Jeg må fx ikke knække nakken på en patient. Men jeg må gerne lave nogle harmløse teknikker, som patienten ikke kan tage skade af.
Mark forklarer, hvad han gør med hænderne:
- Jeg laver et tryk på hovedet i fem sekunder og slipper fem sekunder.
Dermed skaber jeg en rytme i hovedet, hvor cerebrospinalvæsken løber. Det er den væske, der gør, at hjernen bliver forsynet med ilt. For hvis musklen og nerven ikke får ilt nok til at kunne hele, så kan du lave nok så meget træ- ning, men det vil ikke hjælpe på langt sigt.
Mark startede behandlingen af Dorthe Jacobsen med traditionel fysioterapi, men det virkede ikke. Han beskriver forskellen på de to behandlingsteknikker:
- En fys ville begynde at massere Dorte omkring nakken og skuldrene. Men det er ligesom at tisse i bukserne for at blive varm. Hun ville få det godt lige her og nu, men så ville smerten komme tilbage meget hurtigt. Her kombinerer jeg min viden fra osteopatien og fysioterapien. Jeg bruger teknikkerne fra osteopatien til at få organer og knogler på plads, og så kan vi bagefter gå op i træningssalen og træne musklerne, så de ikke falder tilbage igen. På den måde skaber jeg den bedste behandling for patienten.
Dorthe Jacobsen bryder ind.
- Jeg kunne mærke forskel lige med det samme efter den første behandling. Jeg har ikke haft det så godt i to år. Det er fantastisk. Og nogle gange holder virkningen sig op til to uger.

Gruppearbejde på Skype

Arbejdet på klinikken tager 25 timer om ugen. Dertil kommer undervisning og forberedelse til de to parallelle uddannelser, som Mark vurderer, at han bruger godt 40 timer om ugen på.
- Det har selvfølgelig mange konsekvenser. Jeg laver ikke andet end at læse og arbejde. Der er ikke tid til hverken fritidsinteresser eller venner, det er helt skåret ned. Ifølge Mark er det først og fremmest familien og kæresten, som også er fysstuderende, der betaler prisen for hans studieliv. Han prioriterer sin familie højt og forsøger at deltage i alle sammenkomster. Men det travle skema går ud over nærværet. -
Jeg kommer ofte på ukristelige tidspunkter og har ikke så meget overskud. Men de er dejligt forstående. Min kæreste bakker mig også helt op, for det er jo bare midlertidigt.
Men selvom i alt 65 timers studier og studiejob fylder, og kæresten også skal passes, går det ikke ud over det sociale liv på fysuddannelsen. Når der er fredagsbar for fysserne hver anden måned, er Mark en del af festen.
- Mine klassekammerater fra fysstudiet er lidt målløse over, at jeg kan få det til at hænge sammen. Mange siger, at de ikke selv ville gøre det, fordi det går for meget ud over fritiden.
Når det gælder gruppearbejdet på fysuddannelsen, har Marks gruppe dog måttet gå nye veje.
- Tit kan jeg først mødes sent om aftenen eller tidligt om morgenen. Derfor bruger vi Skype rigtig meget. Vi holder fx. skypemøde kl. ni om aftenen, og så skriver vi til sent ud på natten. Det kræver, at jeg har en forstående gruppe. Især i de perioder, hvor osteopatuddannelsen kræver mere, fx. lige op til en eksamen.
Selvom Mark skal køre de to uddannelser sideløbende i halvandet år, mener han, at det er det hele værd.

- Jeg betragter egentlig fysioterapeutuddannelsen som en grunduddannelse, og jeg tror, at mange fysser går galt i byen, når de mener, at den hellige grav er velforvaret, når de er færdige efter tre et halvt år og skal ud og søge job. De har ikke nok ballast, fordi de kun har været ude og arbejde i praktikken. Det vil jeg ikke risikere, når jeg står og er færdig med skolen. Jeg vil gerne have rigtig gode kort på hånden.​

Næstved Rygcenter

​Eskadronsvej 4D, 4700 Næstved

Købmagergade 4, 4700 Næstved

Storgade 10, 4171 Glumsø

Telefon: +45 55 73 88 44

E-mail: mail@nryg.dk

CVR: 15006706

Telefontid

​Mandag til torsdag

Fredag

08:00-11:00 og 12:00-16:00

08:00-11:00 og 12:00-14:00

Tidsbestilling

​Telefon: +45 55 73 88 44

Fax: +45 55 73 88 45